KIT har en række forskellige tilbud, som kan styrke din viden og kompetencer inden for integration, og som giver dig mulighed for at blive en del af et stærkt netværk. Hold dig opdateret om kommende aktiviteter her på hjemmesiden, i vores nyhedsmail og på vores sociale medier.
KITs årlige konference — for frivillige og ansatte i integrationsarbejdet
KIT inviterer hvert år frivillige og ansatte i vores netværk til en konference, der styrker viden og kompetencer inden for integrationsarbejde. Konferencen tilbyder inspirerende oplæg og praktiske workshops med fokus på relevante værktøjer til arbejdet i kirker, foreninger og mødesteder for flygtninge og migranter.
Vores konference er ikke kun en læringsplatform; det er også en unik mulighed for at netværke med andre, der deler din passion og interesse for integration. Her kan du møde ligesindede, udveksle erfaringer og bygge relationer, der kan styrke dit arbejde fremover.
I 2024 afholdes konferencen lørdag den 14. september i Bykirken i Odense, og deltagelse er gratis. Programmet omfatter blandt andet oplæg om flygtningetraumer, modtagelse af congolesiske kvoteflygtninge samt workshops om lokalt samarbejde og sprogundervisning.
Temadage
KIT afholder løbende temadage om emner, som vores mødesteder og samarbejdspartnere efterspørger. Temadagene er for både frivillige og ansatte. I år fokuserer vi på “Traumatiserede flygtninge og langtidsholdbare frivillige” samt “Fundraising til lokale projekter”. Datoer: 5. oktober 2024 i København og 31. oktober 2024 i Silkeborg. Hvis der er temaer, som du kunne tænke dig, at vi tager op på en af de næste temadage, så kontakt os endelig.
Online erfaringsudveksling og undervisning
KIT samarbejder med flere af vores mødesteder om projekter som fællesspisning, kvindecaféer og sommerlejre, som KIT også er med til at finansiere. Vi tilbyder løbende online erfaringsudveksling for frivillige og ansatte i disse projekter, samt sparring fra vores projektkonsulenter på konkrete udfordringer. Vi planlægger også at tilbyde webinarer om temaer, der er efterspurgt af vores netværk. Kontakt os, hvis I har interesse i at deltage i et af vores projekter, erfaringsudveksling, sparring eller webinarer.